Det bedste fra naturen

Honning-Vineriet i Billund er det eneste i Danmark af sin slags. Vi fremstiller udsøgte gourmet-vine på basis af honning. Alle vores vine er 100 % naturlige – fremstillet på lynghonning indhentet fra bistader på den jyske hede - Vores honningvine er fremstillet ved håndkraft og uden brug af kunstige tilsætnings- og farvestoffer, men til gengæld bruger vi kun de bedste råvarer.

Honning-Vineriet ejes og drives af familien Smed Brogaard.
Ambitionen bag Honning-Vineriet er at fremstille vin i mindre mængder og i en  udsøgt kvalitet.

Vores glæde ved at fremstille den gode honningvin, skal kunne smages i hver flaske, vi sender ud fra vores lille vineri. Denne ambition har betydet, at vores honningvine i dag nyder en bred anerkendelse blandt vinentusiaster og gourmetrestauranter landet over.

Honning har gennem årtusinder været brugt til at fremstille vin. De opskrifter, vi i dag anvender i Honning-Vineriet, er alle baserede på en original, dansk opskrift fra 1700-tallet. Gennem årene har vi udviklet håndværkstraditionerne og forbedret smagen og produktionsmetoden fra den oprindelige opskrift. Bl.a. bliver vores vine i dag lagret længere: Det tager den tid, det tager, at producere god honningvin, og vi tapper derfor først vores vine efter min. 6 måneder, når vinen har opnået den fuldendte smag.
Honningvin kan med fordel lagres og bliver pga. sit høje naturlige indhold af sukkerstof aldrig for gammel.

Vi fremstiller honningvin i flere forskellige delikate smagsvarianter; bl.a. med strejf af hyldeblomst, hybenrose eller blåbær. Vi arbejder på at udvikle nye, spændende smagsvarianter, som med tiden kan udvide viften af gode vine fra Honning-Vineriet.

Drik vinen til desserter og oste, eller server iskold som aperitif i gode venners selskab. Vinen kan også bruges som en delikat velkomstdrink mikset med f.eks. danskvand, lime og knust is.

Du finder en række lækre opskrifter på favoritdrinks på www.Honningvin.dk